Portræt af Søren i Berlingske Nyhedsmagasin

Berlingske Nyhedsmagasin I maj 2004 udgav Berlingske Nyhedsmagasin deres bud på 100 danske ledertalenter fra 10 forskellige brancher. Søren blev udvalgt som een af de 10 fra IT-branchen, og knap et år efter fulgte de op med nedenstående artikel:

"Sidste år ved denne tid var Søren Raaschou udviklingschef i Spar Nord. Et job han var glad for. Men spørgsmålet om, hvad hans fremtidsdrøm var, satte tanker i gang. "Spørgsmålet triggede mig. Hvad var det jeg svarede? Jeg ville gerne ind selv og skabe værdien og være administrerende direktør. Mit job i Spar Nord var en supportfunktion. Ofte blev jeg betragtet som en omkostning, i stedet for som jeg selv oplevede det - som værdiskabende."

Tankerne rumsterede: "Hvad nu hvis jeg selv etablerede min egen virksomhed?"

Men først måtte han igennem spekulationerne, tvivlen, bekymringerne og problemerne, men allermest, hvad er det, som forhindrede ham i at gøre det? "Og så var der ikke så langt til handling," siger han i dag. Men først måtte han igennem alle spekulationerne, tvivlen, bekymringerne og problemerne, men allermest, hvad var det som forhindrede ham i at gøre det? "Jeg spurgte mig selv: Tror du ikke at du kan sælge dine ydelser. Min første tanke var, at det havde jeg aldrig prøvet. Men så kom jeg til at tænke over, at det var det, jeg gjorde hver eneste dag bare til ledelse og medarbejdere i banken. Forskellen var, at nu skulle jeg sælge ideerne til kunderne i stedet for. Da beslutningen var truffet og mit sikre job var sagt op, så forsvandt tvivlen og sommerfuglene i maven."

I dag har Søren Raaschou byttet det sikre job i banken ud med direktørstolen i kælderen i privaten i Vonsyldsgade i Aalborg. Herfra driver han sit selskab Posility sammen med en partner. "Vores drøm er at hjælpe danske virksomheder med at sætte fokus på den synergi og værdiskabelse der sker når en softwareudvikler og kunder arbejder sammen om udvikling af softwaren. Vi er overbeviste om, at det er i kommunikationen mellem kunde og udvikler den store værdi skabes og ikke i, hvor hurtigt en programmør kan bruge tastaturet. Det går den modsatte vej af de mange, som outsourcer til østen, men vi tror ikke på, at en lav timeløn er det eneste svar."

Fra kælderrummet passer han også sit ansvar som teknisk ansvarlig i et andet opstartsfirma - Makedo Media - som han ejer sammen med bl.a. Martin Miehe-Renard og Lars Andersen, der tidligere var direktører hos henholdsvis Nordisk Film og Columbus IT. Sammen med dem har han ambitionen om at levere ikke mindre end fremtidens platform til mediabranchen."